Kirkens placering

Hellevad Kirke har i de første mange århundreder af dens levetid ligget i ensom majestæt uden samlet bebyggelse omkring sig. Først i begyndelsen af det 20. århundrede kommer der bebyggelse oppe i nærheden af kirken. Alligevel er dens placering ikke spor tilfældig. Først og fremmest ligger den på et af de højeste punkter i denne ende af sognet og kan ses viden om, og dernæst ligger den ved det sted, hvor vejene fra de fire verdenshjørner krydser hinanden.

Sophus Müller, Nationalmuseets direktør 1892-1921, har på grundlag af gravhøjenes placering (og Hellevad Sogn er et af de sogne i landet som har flest registrerede gravhøje) lavet en række kort over oldtidsvejenes sandsynlige forløb samt passager af vandløb, og han angiver på sit kort over dette område en vej, som kommer nord fra Kjølskegård (i Hallund Sogn) gennem Korslund forbi Stentinget, krydser Klokkerholm Møllebæk på det sted, hvor senere Klokkerholm Vandmølle kommer til at ligge, og deler sig syd for kirken i to: en som går sydvest mod Ørum og en mod sydøst mod Hjallerup.

Der er i øvrigt stor sandsynlighed for, at der er en forbindelse mellem det ovenfor omtalte Stentinget og kirkens placering. Udgravninger i årene 1989-1991 synes at vise, at der i området omkring Stentinget og Byrhøj (henholdsvis vest og øst for amtsvejen mellem Hjallerup og Kirkholt – cirka en kilometer nord for Klokkerholm) har været en samlet bebyggelse af et omfang, som sjældent ses i denne periode (yngre jernalder). Fund på stedet synes også at vise, at denne bebyggelse har eksisteret uafbrudt op til omkring 1100. Der er flere opsigtvækkende teorier om bebyggelsens art, men endnu er der ikke tilstrækkeligt grundlag for at drage egentlige konklusioner.

Men det er i alle tilfælde højst sandsynligt, at da beslutningen om at bygge en ‘rigtig’ stenkirke til erstatning for den trækirke, som der sikkert har været i bebyggelsen, skal tages, så er det på et tidspunkt, da Stentinget/Byrhøjs betydning er for nedadgående, og at man derfor vælger en placering cirka en kilometer sydligere ved et vadested, hvor der er et passende højt sted i umiddelbar forbindelse med vejsystemet.

Også i den nordøstlige ende af sognet finder man tegn på menneskelig aktivitet. Allerup Bakker, som er en del af Jyske Ås, præger dette område, også her har man fundet et voldsted, som på Geodætisk Instituts kort benævnes “Voldene”. Det er en stor (cirka 90×150 meter) naturlig dannet banke, hvis naturlige forsvarsmuligheder er forbedret ved anlæggelsen af en ringvold. Man formoder, at denne bondeborg har tjent som tilflugtssted for områdets befolkning i ufredstider, og den er sikkert etableret omtrent samtidigt med, at kirken blev bygget.

Kirken bygges

Alt dette sker omkring midten af 1100-tallet, som er den store kirkebygningsperiode i Danmarks historie. Hellevad Kirke er da også et typisk eksempel på de kirker, som i denne periode bygges i stort tal i landområderne. Det ser man først og fremmest i den typiske plan og i bygningsmaterialet: granitkvadre, som er tilhuggede marksten. Soklen er, hvad stilhistorikerne kalder for karnisprofileret – det vil sige at den taget fra oven først buer indad og derefter udad. Vinduer og døre blev selvfølgelig også udført i romantisk stil, altså med runde buer. Som det ofte ses, så er disse vinduer og døre ombygget eller tilmuret (som det blandt andet er sket med ‘kvindedøren’ i nordmuren). Af de oprindelige romanske vinduer er der bevaret to i skibets nordmur og et i korets nordmur. Tre af de oprindelige romanske vinduesoverliggere er bevaret efter, alt de pågældende vinduer er ommuret. En af dem er indmuret i korets østmur, og de to andre er anbragt ved våbenhuset. De middelalderlige bygningsdele (skib og kor) er blytækket, og det samme gælder det cirka 700 år yngre våbenhus. Oprindelig har skibet og koret sikkert haft et tag beklædt med træplader – de såkaldte trespåner.

Fra kirkens byggeperiode er der inde i kirken en særdeles velbevaret korbue (triumfbue) med nøjagtige samme salgs sokkel som ydermurene. Døbefonten er også romansk med sokkel og med ikke mindre end tre omløbende rundstave på selve fonten. Alterbordet er også det oprindelige og lavet af granitkvadre.

Det nuværende våbenhus er bygget i 1841 og ombygget i 1885 efter tegning af Uldall, Nationalmuseet. Der har imidlertid været et tidligere våbenhus. Både fund af fundamentrester og forskellige skriftlige vidnesbyrd bekræfter dette, fx rapporten om kirkens tilstand i 1631. Kirken har været indviet til helgenen Sct. Nelaus (eller Nilaus, eller Nicolaus) efter bisp Nicolaus af Myra, som efter sin død blev ophøjet til skytshelgen for de søfarende og de vejfarende. Dette navn er også overført på en helligkilde på Røgelhede Mark cirka to kilometer nordøst for kirken. Der findes imidlertid også en anden kilde lige nord for kirken, og det er spørgsmålet, om ikke denne kilde har været den oprindelige hellige Sct. Nelaus Kilde. Den har sikkert også været medvirkende til kirkens placering.

Tårnet

I de første par århundrede har Hellevad Kirke været en såkaldt ‘kullet’ kirke, hvilket vil sige en kirke uden tårn. Med omkring 1300-tallet bygges der et tårn. Den nederste del af tårnet bygges af kvaderstenene fra vestgavlen, hvor tårnet bygges til. Til den øverste del bruger man mursten af den type, som benævnes munkesten (og som er noget større end nutidens mursten).

Det ekstra rum, som ved dette byggeri fremkommer i forbindelse med den vestlige ende af skibet, tårnrummet (her står nu orglet), indrettes i den stil, som havde afløst den romanske – nemlig gotikken. Loftet udføres som en krydshvælving med stjerneribber. Ribberne blev forsynet med bemaling (kalkmaleri) i form af et simpelt mønster. Oppe i ribbekrydset (hvor ribberne mødes foroven) blev der malet en cirkelroset. Ved kirkens restaurering i 1968 blev man opmærksom på disse kalkmalerier, men Nationalmuseets eksperter skønnede, at de ikke var så velbevarede, at man kunne lade dem stå. I stedet blev de præpareret og tildækket.

Som det ofte skete i den gotiske periode, så blev ved samme lejlighed loftet i koret lavet om til et såkaldt krydshvælv, som øverst oppe ender i den spids, som er så karakteristisk for gotikken.

Sogn og Kirkeskov

I 1392 støder man for første gang på sognenavnet. Det hedder da “Helleuadh”. Der er to forskellige teorier om oprindelsen til navnet. En går på, at navnet betyder et vadested (gå i “hølle” = gå i bløde/helle = fladt trædested i vadested) og skulle så hentyde til det sted, hvor vejen ind i Klokkerholm nord fra passerer Møllebækken. En anden teori (som muligvis er en – almen udbredt – misforståelse) forklarer navnet med den ovenfor nævnte helligkilde, der som omtalt var indviet til den samme helgen som kirken.

I det nordvestlige hjørne af sognet lå (og ligger) gården Røgelhede. Her boede selvejerbonden Clemen Stage, som ejede et område i sognets skovrige nordøstlige del, Allerup Bakker. Dette område skænkede han (modydelse: hans sjæls frelse) i 1483 til kirken, og det kom fra da af til at hedde “Hellevad Kirkeskov”. Det var en bøgeskov på 12½ svins olden (en betegnelse som angav, hvor mange løsgående svin der kunne leve af skovens frugter – især bog og agern).

Kapellaner

Fra reformationen (1536) og til 1578 var de tre sogne Hellevad, Hellum og Hallund slået sammen til et pastorat med Hellevad som hovedsogn og de to andre som annekssogne. For at aflaste sognepræsten ansatte man en sognekapellan. Den først kendte af disse hed Hans Andresen. Denne ordning bestod helt frem til 1803. Den sidste sognekapellan hed Niels Wadum Rømer, og i 1805 blev han ansat som sognepræst. En af kapellanerne, Peder Christensen, kom ulykkeligt af dage, idet han i 1646 druknede i Klokkerholm Mølledam. I den katolske tid var man som kirkeligt ansat underkastet de lovregler, som gjaldt for kirken. Men efter reformationen måtte man underkaste sig landets love, og det fik degnen ved Hellevad Kirke at mærke i 1620. Han var bosat i Allerup, og nogle af de lokale beboere anklagede hans kone for at være troldkvinde (heks). Degnen måtte gennem hele datidens retssystem og føre en række vidner, inden det endeligt lykkedes ham ved landstinget at få hende frikendt. Hvis hun var blevet kendt skyldig, kunne hun som bekendt være endt på bålet.

I øvrigt var det nok ikke noget tilfælde, at det var folk fra Allerup, som rejste denne anklage. Op gennem tiden er der utallige eksempler på, at beboerne på og ved den Jyske Ås stod i modsætning til øvrigheden – såvel den verdslige som den gejstlige. I den førnævnte Hellevad Kirkeskov i Allerup Bakker blev der ved flere lejligheder konstateret “skovtyveri” – det vil sige at uvedkommende personer havde fældet træer dér uden tilladelse. Til sidst indklagede kirken en række borgere fra Allerup for Jerslev Herreds Ting, men da igen af dem var taget på fersk gerning, måtte man lade sagen falde. I stedet forsøgte man ved flere gudstjenester i Hellevad Kirke i løbet af året 1635 at få at vide, hvem gerningsmændene var. Der blev givet “Bøn og Band” i kirken, som det hedder i den gamle beretning om sagen. Men ingen meldte sig selv eller angav andre, så sagen måtte stilles i bero.

Krigstider

Disse små skovtyverier var imidlertid ikke for noget at regne sammenlignet med de skader, som 1600-tallets krigs medførte. I tre omgange (1627-29, 1644-45 og 1657-58) hærgede udenlandske lejetropper landsdelen og ødelagde blandt andet adskillige skove. Hellevad Kirkeskov fremstod efter krigsårene meget forhugget og næsten ukendelig. Befolkningen led selvfølge også meget under disse fjendtlige indfald, og selv kirken gik ikke ram forbi. I 1631 foretog Lars Dyrskjøt fra Aagaard i Ørum Sogn på lensmanden i Aalborgs vegne et syn på Hellevad Kirke, og hans beretning herom er ikke nogen særlig opløftende læsning. den østre ende af kirken og sydsiden er så ringe, at der flere steder må sættes nye sten ind og væggene rettes op. Der må lægges nye tagsten på våbenhuset, og tårnet er der så dyb en revne efter et lynnedslag, at hele tårnet vil falde sammen, hvis der ikke gøres noget. Indvendigt er det så galt fat med træloftet i skibet, at det helt må udskiftes, og to vinduer må erstattes med nye. Kirkeværgen Niels Andersen Kjærulf opgjorde udgiften til 530 rigsdaler + kost, vognleje og arbejdsløn. Et betragteligt beløb efter datidens forhold. Det var da også umuligt at rejse et så stort beløb i disse urolige tider, og først i 1668 – ti år efter den sidste besættelse – blev kirken istandsat. Krigen havde andre afledte virkninger. I 1649 blev degnen Erik Degn afsat på grund af “forargerlig Omgang med Fjenden”.

Ny kirkejer

I Kobberups (tidligere sognepræst ved kirken) tid var kirken ejet af kronen, som havde overtaget den ved reformationen, men i 1686 begyndte et større udsalg af især kirkerne på landet. Både kirken i annekssognet Ørum og Hellevad Kirke blev solgt til stiftsbefalingsmanden i Aalborg, Sten Hondorff. Han døde imidlertid allerede året efter, og Hellevad Kirke kommer nu under Vraa Hovedgård (nu: Gammel Vraa). I 1690 klager sognepræsten, Anders Jensen Hals, til kirkeejeren over sin vanskelige situation, blandt andet de store udgifter til to vogne til de mange besværlige rejser mellem kirkerne (Hellevad, Ørum og Hellum) hver prædikedag. Der foreligger ikke noget om, hvorvidt han opnåede nogen forbedring. Men det mp dig have været en forbedring af forholdene, at der samme år opføres en degnebolig i nærheden af kirken. Det var for øvrigt den første bebyggelse i dette område udover kirken, præstegården og gården Klokkerholm.

Paludan beskriver sognet

Peder Kjeldsen Paludan (præst 1733-58) udtalte ved sin tiltræden af præsteembedet ved Hellevad Kirke følgende om forholdene i sognet: “Som jeg ved min Ankomst til Kaldet fandt alting i slet Stand, saa var der dog intet, der fik mig så nær til Hierte, som jeg fandt et selvraadigt Sognefolk, en vankundig Ungdom, halv hedenske Børn, da der var de, som var ni Aar gamle og ikke endnu begyndt at læse deres ABC. Gud ved hvad Møje jeg faar at sammensanke og overtale nogle Skoleholdere til Byerne og fange an med de saa nyttige Catechisationer. Aarsagen til alt dette er at intet Skolehus er nogenside blevet oprettet i nogen af disse tre sogner, og naar de intet har lært, hvorledes skal de saa forstaa Catechisation og Prædiken? Det er højt fornødnet, at der blev oprettet Skoler.” Sognepræsten omtalte også, at han havde forsøgt at få en skolemester til byen (Hellevad), men bønderne, som skulle betale dennes løn, havde sat sig imod det, hvilket han bebrejdede dem. Til deres forsvar skal det siges, at landbefolkningen var meget forarmet på denne tid. I begyndelsen af 1700-tallet hærgede en kvægpest, som forårsagede, at adskillige gårde stid øde. Her i sognet var Klokkerholm Møllegård, Holskov, Krabdrup, tre mindre gårde i Allerup og nogle gårde i Lem ubeboede og markerne udyrkede.

Degne

I 1736 blev konfirmationen indført, og det øgede kravene om undervisning. I første omgang medførte det blot, at kravene til degnene blev forøgede, og det var nødvendigt at flytte undervisningen fra våbenhuset til den føromtalte degnebolig. Man havde i øvrigt noget besvær med sine degne. Udover den allerede nævnte Erik Degn, som blev afsat som landsforræder, så blev degnen Morten Pedersen Albæk afskediget i 1675 med et alenlangt synderegister, som blandt andet omfattede gæld, tyveri, drukkenskab og embedsforsømmelse. Men den mest berygtede af degnene var dog Ole Hortulan, som startede sit kortvarige, men begivenhedsrige ophold her i sognet, med at strides med præsten, møde beruset op og ikke ville svare amen under gudstjenesten. Efter at præsten, P.K. Paludan, flere gange havde ladet nåde gå for ret, så var han til sidst nødt til at indstævne ham for provsteretten. Her blev degnen dømt, og dommen af 9. juni 1740 lød således: “Da det er fastslaaet, at den saggivne Ole Hortulan 1. i sit Embede har været forsømmelig, 2. i sit Liv og Levnet liderlig og 3. i sit Ægteskab uforligelig og ikke efter Advarsel afholdt sig fra den, han efter Vidners Erklæring var berygtet for (det vil sige en gift kone i sognet, som han efter signede havde et forhold til), så bliver vor Dom, at Bemeldte bør miste sit Degnekald i følge Lov og Forordning og desuden betale ti Processens Omkostninger otte Rigsdaler.”

Der er selvfølgelig også eksempler på degne, som var påpasselige i deres embede, og som blev rosende omtalt i præstens indberetninger og bispernes visitatsbøger. Niels Pedersen Thorum (1794-97) var en af disse, og hans korte embedsperiode skyldes da heller ikke, at han ikke slog til, men at han i 1897 blev dræbt ved et rovmord.

Begyndelsen på Klokkerholm

I 1806 blev Hellevad Sogn udskiftet. Udskiftningen var en følge af landboreformerne i det forrige århundrede og betød, at gårdene fik samlet deres jord. Som før nævnt var der ikke nogen samlet bebyggelse omkring kirken, idet de eneste bygninger der var udover kirken, var præstegården, gården Klokkerholm og ikke at forglemme Klokkerholm Vandmølle. Den havde op gennem tiden været en betydelig mølle med en god søgning, men det kunne i tørre somre godt knibe med at have vand nok i mølledammen til at trække møllehjulet. Derfor blev der i 1864 bygget en vindmølle ovenpå vandmøllehuset.

I 1859 blev gården Klokkerholm udstykket, og der opførtes seks landbrugsejendomme på gårdens mark. Det var starten på bebyggelsen Klokkerholm, og i de kommende årtier gik det slag i slag. Tyngdepunktet i sognet flyttede sig ganske langsomt fra landsbyen Hellevad op omkring Hellevad Kirke.

Sparekasse og skole

Henimod slutningen af århundredet kom der rigtigt fart i denne udvikling. I 1892 blev der indrettet købmandsbutik i en af de førnævnte ejendomme på Klokkerholm Mark, og samme år dannedes den første brugsforening i Klokkerholm. Også andetsteds i sognet mærkedes de nye tider. I 1806 var der blevet bygget skole i Allerup, og lærer her fra 1878 til 1912 var C.E.F. Møller. Lærer Møller havde der, hvor han kom fra, været med til at stifte en sparekasse, og han syntes, at det var synd og skam, at områdets folk anbragte deres surt tjente spareskillinger i pengeinstitutter udenfor området. Han stiftede derfor i 1879 en sparekasse, som skulle virke i Hellevad og Ørum Sogne, og som derfor naturligt kom til at hedde Hellevad-Ørum Pastorats Spare- og Laanekasse. Det viste sig hurtigt at være en god idé, idet den allerede i 1895 var oppe på en indskudskapital på 100.000 kroner.

Også skoleforholdene fandtes der efterhånden en løsning på. Udover den førnævnte Allerup Skole, så blev der bygget skole syd for det nuværende Klokkerholm (først kaldet for Lem, senere Hellevad Skole) og ved Dannerhøj (østligst i sognet) i 1899. I slutningen af århundredet var der kommet så meget gang i udviklingen af området omkring kirken, at der var behov for en skole her. I første omgang holdt man skole i en ejendom nordvest for kirken, kaldet Kronborghuset (måske identisk med degneboligen fra 1690), og i 1890 indrettedes der skole i en af de ejendomme, som i 1859 var blevet opført på Klokkerholm Mark, beliggende umiddelbart nord for kirken.

Folkelige bevægelser

I 1859 skete der en ændring af sognestrukturen, idet Hellum Sogn blev annekssogn til Jerslev, og dermed havde man for første gang den nuværende sognestruktur med Hellevad som hovedsogn og Ørum som annekssogn. Den sidste halvdel af 1800-tallet er på landsplan præget af de folkelige kirkebevægelser. Men disse rørelser vandt kun i mindre grad indpas i Hellevad Sogn. I 1860’erne forsøgte mormonerne og baptisterne sig men uden held. Større held havde grundtvigianerne og Indre Mission, men ikke i samme omfang som i andre dele af landet.

Paul Nedergaard (som i 1059 udgav sin “Dansk Præste- og Sognehistorie” dækkende årene 1849-1949) karakteriserer sognet således: “Flertallet har gennem årene været uden speciel tilknytning til bestemte kirkelige retninger. Sognet var i mange år præget af adsides beliggenhed og store afstande. Der har overvejende været gammeldags kirkelighed og ærbødighed for kirken, ingen skarpe modsætninger. De fleste præster har været uden særligt partipræg, enkelte har været grundtvigste.” Hertil kan tilføjes, at der i Hellevad Sogn aldrig har været direkte konfrontation mellem to kirkeretninger (Indre Mission og grundtvigianerne). Valgene til menighedsråd har altid været fredsvalg. Til gengæld har der næsten altid været mindst en repræsentant for Indre Mission i menighedsrådet.

Siden 1736 havde Clausholm (stor selvejergård beliggende syd for Klokkerholm) ejet kirken. Det kan blandt andet ses på jernankerbogstaverne på tårnets sydside: PSF DGT 1759 = Peter Stenfeldt (til Clausholm) og Dorthea Gundersdatter Thorup. Men allerede fra omkring 1850 bliver kirken selvejende, hvilket er forholdsvis tidligt for en kirke på landet. Ørum Kirke blev fx først selvejende et godt stykke tid ind i 1900-tallet.

Mordet i Allerup Bakker

I avisen fra 30. november 1900 kunne man læse følgende notits: “I Anledning af det grufulde Drab i Allerup Bakker og for at paakalde kristne Menneskers Omsorg for de forhultede Mennesker og vanskøttede Bønder derude, holdt Biskop Frederik Nielsen i Gaar Gudstjeneste i Hellevad Kirke, hvis store Rum var aldeles overfyldt. Efter Gudstjenesten holdtes et Møde i Præstegårdens, hvor en Komité blev nedsat.”

Baggrunden for avisreferatet var et ordinært klammeri mellem et par forhutlede drukkenbolte, som endte med, at den ene slog den anden ihjel med en brændevinsflaske. Desværre ikke nogen sensationel begivenhed – heller ikke dengang. Isoleret betragtet kan reaktionen på denne handling synes noget ude af proportioner, men denne begivenhed var så at sige dråben, som fik bægeret til at flyde over. Op gennem 1800-tallet var bakkerne nemlig blevet et tilholdssted for en del af datidens sociale tabere med uro, utryghed og kriminalitet i området til følge. At dette ry noget uberettiget blev ved med at klæbe sagen om de såkaldte Allerup-drenge (et par brødre fra Allerup, om startede deres kriminelle karriere med simpelt rapseri og endte med, at den ene af dem blev dømt for et mord på Sjælland) blev ført frem i medierne på i midten af 1930’erne.

Jernbane og aktivitet

Den udvikling, som i slutningen af 1800-tallet havde gjort Klokkerholm til sognets centrum, fortsatte og forøgedes efter 1900. Fra århundredskiftet og op til tiden efter Første Verdenskrig gik det virkeligt stærkt. Medvirkende hertil var anlæggelsen af Vodskov-Ø. Vraa-jernbanen, som stod færdig i 1924, men hvor forarbejderne var begyndt før verdenskrigen. Det var i forventning om de nye muligheder, som banen ville give, at der blev bygget hotel i 1917, indført gadebelysning i 1922 og i det hele taget bygget huse som aldrig før. Man skal helt frem til typehus-boomet i 1970’erne for at finde et tilsvarende antal nybyggerier. Fra slutningen af 20’erne bliver udviklingen mere jævn og rolig uden at der er tale om tilstand. Besættelsen (1940-45) og de efterfølgende knaphedstider betød en pause, men allerede i 1948 kunne man indvi et alderdomshjem og et kommunekontor, og ammen år kom der en læge til byen. Desværre måtte banen lukke i 1950 efter blot 26 år virke, men til gengæld kunne man blot seks år enere indvie den nye centralskole, hvor børnene fra de små skoler ude omkring i sognet nu skulle gå. Endnu tre år senere blev en ny fløj indviet, så den nye centralskole nu også kunne rumme børnene fra Ørum Sogn. Sparekassen var kommet ind til sognecentret, da lærer Møller i 1922 blev pensioneret og flyttede fra Allerup ind til Klokkerholm, hvor han fortsatte med sparekassen. Efter hans død fortsatte forretningerne i hotellets hjørnestue, indtil man fik sin egen bygning i 1956. I 1916 skænkede Møller for øvrigt to lysekroner til kirken (de to vestligste).

I 1970 kom Hellevad sammen med Ørum Sogn ved kommunesammenlægningen med i Dronninglund Kommune. Men allerede i 1969 havde man for at stå stærkere i den nye sammenhæng stiftet Klokkerholm Samvirke, som er en sammenslutning af områdets foreninger og lignende. Det gjorde det muligt at binde an med så store opgaver som bygningen af Klokkerholm Hallen og genetableringen af Møllesøen – vandmøllen var blevet nedlagt og søen tørlagt i 1914.

Kirkerestaureringer

I 1936 var der blevet bygget kapel øst for kirken, og i det første af krigsårene (1940) tog man fat på en stor og gennemgribende restaurering af kirken. Den kom til at vare et års tid, og i den tid blev der holdt gudstjeneste i missionshuset. Restaureringen, som omfattede både kirkens indre og ydre, blev ledet af kongelig bygningsinspektør Ejnar Packness. Det var nødvendigt at tage hele gulvet op, og man opdagede da, at de nye gulve gennem århundrederne blot var lagt ovenpå det forrige, således at gulvfladen efterhånden var blevet hævet med cirka en halv meter over det oprindelige gulv, som simpel stenbrolægning. Når man sammenholder det med, at det var nedtagning af loftet blev åbenbaret, at man dér havde brugt samme fremgangsmåde – altså slået nyt bræddeloft op under det gamle – så får man et indtryk af, hvor meget lavere kirkerummet var før restaureringen i forhold til nu.

Stolestaderne var så forfaldne, at det var nødvendigt helt at skifte dem ud, men det lykkedes at bevare de smukke gamle stolelåger, som efter en kraftig restaurering kunne genindsættes på deres gamle plads. Prædikestolen var i 1800-tallet blevet overklistret med en grim brun maling. Det blev fjernet, og den fremstod nu i flotte renæssancefarver. Da man tog gulvet i koret op, fandt man ud af, at det gamle granitalterbord ved en tidligere restaurering var blevet sat forkert sammen. Ved en tilfældighed fandt man også ud af, at den gamle relikviesten ved samme lejlighed var blevet indmuret højt oppe i korets gavlmur. Den blev selvfølgelig indsat på sin gamle plads i alterbordet.

Som et pudsigt sammentræf fandt man samme år, som restaureringen af kirken var tilendebragt (1941), på præstegårdens mark en del sølvsager, som kunne tidsfæstes til 1600-tallet. Det havde tilhørt den føromtalte præst, Christen Gertsen Kobberup.

Ved restaureringen 1940-41 blev orglet også istandsat og udvidet med flere stemmer, men allerede ved den efterfølgende (og knap så gennemgribende) restaurering i 1968 blev det gamle orgel erstattet af et nyt Frobeniusorgel. Det var også ved den lejlighed man fandt de kalkmalerier, som er omtalt i et tidligere afsnit. I 1979 blev der skænket kirken en sum penge, og for dem blev der opsat et ur på tårnets sydside.

Væversken Birgit Andersen lavede i 1988 et tæppe til koret, og året efter lavede keramikeren Hanne Nepper-Christensen et sæt krybbefigurer over motivet ‘Hellig Tre Konger’. De bruges i kirken fra første søndag i advent til Helligtrekonger. I 1993 lavede Bent Exner et nyt sæt altersølv bestående af alterkande, disk og oblatæske til kirken.